“Do the lines” – gadekunst på udstilling

september 14, 2012

MISS TAKEs store gavlmaleri er det første, der fanger øjet på vej ind til udstillingen Street Art. The New Generation på Brandts i Odense. Ikke så snart er stilladset væk og malingen tør, før odenseanere og turister parkerer cykler foran gavlen: Danske Miss Takes gadekunstværk er allerede, inden åbningen af udstillingen, blevet en naturlig del af bybilledet.
Også franske Space Invader og finnen Otto Maja har signeret gavlværket. Maja har blandt andet bidraget med en klynge af sine karakteristiske fjer/papirflyvere, der løsriver sig og spredes ud over gavlen.

Joint venture-gavlkunst af Miss Take, Otto Maja og Space Invader.


MAJAS PAPIRFLYVERE går igen inde på selve udstillingen. Inden for Brandts’ mure. De flyver rundt blandt maskerede kvinder og mænd i dystre og dragende universer, som på sær nostalgisk vis minder om den franske tegner Enki Bilals. En højgravid – og særdeles street wise, viser det sig – kvinde gør mig opmærksom på spraydåsen, der står oven på et af hans værker. En af papirflyverne er ikke lavet færdig. Den er blot markeret som en hvid trekant og mangler de sorte konturstreger. Publikum opfordres til at tegne stregerne selv – med ordene ”do the lines” og en pil op til dåsen. Hvis man altså kan nå den. Det er der imidlertid ingen af de tilstedeværende, der kan.

Interaktiv gadekunst: publikum opfordres til at fuldende Otto Majas værk.


På endevæggen har OEPS (/Øjne på stilke) Crew udfoldet deres perlekunst. Et langt rødt tog, lavet af kæmpe hama-perler. “Oeps is in loove with Hama beads,” står der på crew’ets hjemmeside. Det synes. Og kærligheden til perler og gadekunstperleværker deles af mange. Overalt hvor OEPS-duoen (der forbliver anonyme) kommer frem, og gerne internationalt til byer som London, New York og Berlin, bliver deres perlekunst stjålet, kort efter at den er sat op. Her inden for murene er perlerne – muligvis – i sikkerhed for kunstsamlere.

OEPS Crews hama-perletog, 2012.


THE CREATOR med en spraydåse og iført Adidas-T-shirt (eller rettere “Aidiaid”) pryder også en hel væg. Murværket er skabt af M.Wisniewski (Dr.D) & Rolf M. (MESTER88). Foran står den ene af kunstnerne med en baby på armen, ligeledes iklædt Adidas-bluse i grønne nuancer.
“De malerier, vi laver, er improviseret på stedet,” fortæller han. Ingen forudgående skitser eller skabeloner. “De kan holde cirka 10 år”. Så falmer og forgår de.

Murkunst: M.Wisniewski (Dr.D) & Rolf M. (MESTER88).


LUGTEN AF SPRAYMALING og tus rammer næseborene, da man træder ud på balkonen oven for den lille amfiscene foran Brandts. Der bliver skabt her og nu-kunst nede på pladsen. Unge graffitimalere og gadekunstnere er i gang med at male på blandt andet nogle opstillede søjler. Og tre odenseanske street art-kunstnere: STORM, RexOne og KOOLBANDI har fået til opgave at dekorere en stribe containere (sponsoreret af Odense Renovation).

Gadekunst live på amfiscenen foran Brandts.


STREET ART-FAN, dj og forfatter Katrine Ring påpegede i åbningstalen til udstillingen, at nu hvor der er mere kunst på gaden, er det pludselig alle, som ’udsættes’ for kunst, også dem, der ikke normalt går på kunstmuseum og kender kunstens ’koder’. Mange undres. Og overraskes. Ikke mindst over hvor man pludselig kan støde på et gadekunstværk.

Detalje fra værk af finske Bujahuli.


Overrasket blev jeg, da jeg nær var ved at snuble over en lille jernskulptur ved amfiscenen. En pansret mandskabsvogn med en overordentlig orange cykellås. Skulpturen er en såkaldt “lock on”, tænkt og svejset af danske Tejn, som også har flere jernskulpturer inde på udstillingen. Lock on’en er Tejns varemærke, hvor han lænker jernskulpturer fast med kæder, cykellåse og håndjern til blandt andet cykelstativer og hegn i byen. Indtil nogen kommer forbi med en boltsaks …

Pansret mandskabsvogn (bagfra) i jern af Tejn.


Aftenen er faldet på. Lysene slukkes i det store Brandts-hus, der jo også i dag fejrer 25-års jubilæum i sin nuværende form som kunst- og kultursted. På amfiscenen står de grønne containere nu på en lang, lige række. Tolv i alt. Nydeligt færdigdekorerede.

GADENS tilfældige råhed og gadekunstværkers forgængelighed kan ikke lydefrit glide ind i udstillingssammenhæng. Men det er heller ikke meningen. Street Art-udstillingen er, som der står i foromtalen, baseret på ”en kunstig by”. En form for metagadekunst. Og som sådan dynamisk.

Street Art: The New Generation. Brandts, Odense. 7. september-25. november 2012.

Reklamer

En kommentar to ““Do the lines” – gadekunst på udstilling”

  1. Street Art Fan. said

    Skønt endelig at få noget sej gadekunst i international kvalitet til Odense! Så meget ros til Miss Take, Tejn, Invader og Katrine Ring. Flot piece, OEPS!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: